Kunstnerne Jørgen Carlo Larsen og Christian Skjødt har skabt et værk, der normalt vil være låst af. Vil man opleve lydsiden af værket, kræver det altså adgang til en nøgle for at komme ind.
Den udfordring har vi i Ryde løst ved, at lave en såkaldt nøglebærerordning. Nøglebærerne er en gruppe frivillige, der alle har en nøgle til værket, og som gerne kommer og låser op for værket, når nogen gerne vil opleve det indefra. I nærheden af værket kan man finde et opslag med en liste over disse frivillige og deres telefonnumre, så besøgende ved kunstværket kan ringe til en nøglebærer, der så vil komme forbi og låse op.
Rundt regnet 100 børn og voksne var mødt op til ferniseringen for vores nye kunstværk i Ryde. Kunstværket har fået titlen 56º25’59” N 8º46’35” Ø 52 meter over havet. Navnet er, foruden at være kunstværkets navn, også de præcise gps-koordinator for kunstværkets placering på verdenskortet.
Til arrangementet var der både lidt af drikke og masser af kaffe/kage fredagscaféen, hvor støtteforeningen for Margrethe Reedtz Skolen var den glade giver.
Kunstværket er lavet af Jørgen Carlo Larsen og Christian Skjødt og finansieret af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.
Peter måler ud til fundamentetTroels og Peter viser skitsen fremKunstnerne Jørgen Carlo Larsen og Christian Skjødt arbejder hårdt på skulpturen, som skal stå inde i kuben.
Når vi møder noget, der er fremmed for os, må vi lære det at kende, ellers bliver det jo ved med at være fremmed. Vi må lytte til det fremmede, se det, røre det, og altid møde det med nysgerrighed og måske skal vi endda gøre det hele mange gange, inden vi synes, vi kommer til at kende det. Da jeg hørte Morten præsentere sin idé om et megainstrument, var det meget fremmed for mig. Så fremmed, at jeg ingen idé havde om, hvordan et sådant kunne se ud, med mindre, det var et traditionelt instrument blæst op i stor størrelse, som en kæmpe tuba man kan trutte i eller et klaver man kan hoppe på. Derfor var ”fremmedlegeme” egentlig også så fin en arbejdstitel for den overraskelse, der venter os og som jeg, som skolebestyrelsesmedlem, har fået lov at være med i den indledende proces omkring. Jørgen Carlo og Christian Schjøtt skaber i fællesskab et kunstværk, et megainstrument, et fremmelegeme, som vi er så heldige, at vi må lære at kende. For det fremmede skal bo lige her hos os. Vi kan opleve det. Vi kan se på det, røre ved det, lytte til det og mit ønske er, at vi hver eneste gang kan møde det med nysgerrighed.
Dette indlæg er skrevet af Christian Skjødt og Jørgen Carlo Larsen:
“Vi ønsker med dette værk at skabe en legemliggørelse af “naturlig radio” fænomenet, og derved skabe et eftertænksomt og refleksivt rum som fremtræder som en skulpturel krop.
En skitse af kuben
Efter flere overvejelser besluttede vi os for en kube i stål og glas, som vil ligge lidt hævet over skolegården i den ene ende (underlaget hælder en del) som et element der er dumpet ned. Konstruktionen er svejset sammen af firkantede stålprofiler på 10×10 cm og 6x6cm. Bygningen har ståltag og nedløb er indbygget i hjørnestolper. Det hele er varmgalvaniseret og malet i en mørk grå farve. Der indsættes brudsikkert glas i klips som fuges med fugesilekone. Invendigt i kuben lægges et trægulv. Mønsteret på de fire flader er ens, men det drejes en kvart omgang for hver side. Kuben har en dør som forsynes med en lås, og vil endvidere give ly for elektrisk udstyr, i det vestjyske klima.
En skitse af den skulpturelle konstruktion, som vil være placeret inde i selve kuben.
Inde i kuben står en større skulpturel konstruktion. I konstruktionen er der, udover ca. 16 stk. kuglehøjtalere samt 4 VLF antenner og modtagere, monteret ca. 15 stk. buede gadespejle i størrelser fra 40-60 cm i diameter. Konstruktionen med antenner, højtalere og spejle vil kunne opleves forskelligt alt efter om man er ude eller indenfor. De reflekterer omgivelserne, forvrænger dem, vil dermed give skulpturen et liv som er afhængig af aktiviteten i og omkring kuben.
Specielt designet elektronik og computersoftware vil omdanne de modtagne VLF signaler til et dynamisk og omsluttende auditivt miljø, som afspilles gennem højttalerne inde i selve kuben.
En skitse af den skulpturelle konstruktion placeret inde i kuben
Vi forestiller os et meditativt rum hvor man opholder sig i feks en halv time, få personer ad gangen. Oplevelsen i rummet kan bruges til at sætte nogle tanker, som ellers ikke ville opstå, i hovedet på dem der er i rummet, som derefter kan danne grundlag for erkendelsesmæssige tanker, eller naturvidenskabelige spørgsmål. Altså bruges i undervisningen på flere niveauer.
Det er vores ønske at skulpturen vil være et element for opmærksomhed, hvad enten man kører forbi på Margueritruten, eller opholder sig i eller omkring værket.”
Undertegnede kunstnere Christian Skjødt og Jørgen Carlo Larsen, Har efter invitation fra Statens Kunstfond og Margrethe Reedtz Skolen, udarbejdet flg. skitseforslag:
Udgangspunktet for skitseforslaget er ønsket om et samarbejde mellem lydkunstner (CS), og billedhugger (JCL) om at lave et stedsspecifikt værk til Skolegården i Ryde, under begrebet ”megainstrument”.
Vi har besigtiget stedet og mødt elever, lærere, forældre mm. samt gjort vores overvejelser om et værk der kan give mening og karakter på lige dette sted.
Stedet er et sammensat område med mange forskellige elementer og funktioner. Der er en legeplads, en vej der fører forbi. Udsigt til villaer og kirke, vægmaleri, røde murstensvægge og tage, sportsplads osv.
Vi nåede hurtigt frem til, at vi ikke kunne lave noget, der havde karakter af det der findes i forvejen, i området. Men noget der skiller sig ud såvel visuelt som indholdsmæssigt. Vi nåede frem til noget vi gav arbejdstitlen: ”fremmedlegeme”.
Opgaven for os var nu at finde frem til et værk der forener lyd (musik), og en skulpturel konstruktion, til stedet – skolegården i Ryde.
Vi nåede dernæst frem til, at det skulle være noget som ikke kalder på fysisk udfoldelse (legeplads) som der er rige muligheder for i de eksisterende omgivelser, men nærmere noget som kan lægge op til en anden oplevelse, feks: fantasi, undren og fordybelse. Både for elever, lærere, og byens indbyggere, samt besøgende.
Vi ønsker derfor med dette værk at skabe en legemliggørelse af “naturlig radio” fænomenet, og derved skabe et eftertænksomt og refleksivt rum som fremtræder som en skulpturel krop.
Hvis vi mennesker havde radioantenner i stedet for ører, vil vi høre en bemærkelsesværdig symfoni af mærkelige lyde som kommer fra vores egen planet.
Disse lyde kan måske minde om baggrundsmusik fra en flamboyant science fiction film, men det er ikke science fiction. Der er tale om Jordens egne helt naturlige radio emissioner. Og selv om vi som udgangspunkt er uvidende om dem, er de omkring os hele tiden. Faktisk har naturen siden skabelsen af universet talt igennem disse radio signaler.
Fænomenet kaldes “naturlig radio” eller VLF radio, og består rent teknisk består af elektromagnetiske signaler. Disse udsendes, som sagt, fra vores egen planet, og den mest hyppige kilde til VLF emissioner på Jorden er lyn. Indfanget gennem en VLF modtager, kan det lyde som en baconstegende pande eller som knitren fra et bål. Rumforskere kalder disse lyde sferics (kort for atmospherics).
Selv om der ingen lynnedslag er i miles omkreds, kan man stadig høre disse signaler fra storme tusinde af kilometer væk. Nogle sferics rejser faktisk hele vejen rundt om Jorden. Radiobølgerne udbreder sig sådanne store afstande ved at kaste frem og tilbage mellem vores planets overflade og ionosfæren – et lag af atmosfæren ioniseret af solens ultraviolette stråling. Ionosfæren, der begynder omkring 90 km over jorden og strækker sig til tusindvis af kilometer i højde, udgør en glimrende reflektor af netop disse radiobølger.
Udover de naturligt skabte signaler, findes også kunstige og menneskeligskabte. Her er det største et konstant brum fra vores elnet (som i Danmark ligger på 50Hz). Videre bliver VLF radio også brugt til særlige former for kommunikation, herunder ubådsnavigation og -kommunikation, idet radiobølgernes lange bølgelængde trænger dybt ned under vandet.
VLF radio har en bølgelængde på mellem 10 og 100 km, og ligger indenfor området af den menneskelige hørelse, med frekvenser i området 3 kHz til 30 kHz.
