Fremmedlegeme

Af Marie Overlade Larsen

Når vi møder noget, der er fremmed for os, må vi lære det at kende, ellers bliver det jo ved med at være fremmed. Vi må lytte til det fremmede, se det, røre det, og altid møde det med nysgerrighed og måske skal vi endda gøre det hele mange gange, inden vi synes, vi kommer til at kende det. Da jeg hørte Morten præsentere sin idé om et megainstrument, var det meget fremmed for mig. Så fremmed, at jeg ingen idé havde om, hvordan et sådant kunne se ud, med mindre, det var et traditionelt instrument blæst op i stor størrelse, som en kæmpe tuba man kan trutte i eller et klaver man kan hoppe på. Derfor var ”fremmedlegeme” egentlig også så fin en arbejdstitel for den overraskelse, der venter os og som jeg, som skolebestyrelsesmedlem, har fået lov at være med i den indledende proces omkring. Jørgen Carlo og Christian Schjøtt skaber i fællesskab et kunstværk, et megainstrument, et fremmelegeme, som vi er så heldige, at vi må lære at kende. For det fremmede skal bo lige her hos os. Vi kan opleve det. Vi kan se på det, røre ved det, lytte til det og mit ønske er, at vi hver eneste gang kan møde det med nysgerrighed.

Invitation til første spadestik for kunstværket Fremmedlegeme

Tilblivelsen af kunstværket Fremmedlegeme, som skabes af billedkunstner Jørgen Carlo Larsen og lydkunstner Christian Skjødt, går nu i sin sidste og afgørende fase. Alt er planlagt og tilrettelagt, og nu er det på tide at få taget første spadestik, så byggeriet i Ryde for alvor kan gå i gang.

Derfor vil vi gerne invitere jer alle til at markere starten på byggeriet, når vi på fredag den 12. februar kl. 15.30 tager første spadestik.

Vi mødes i skolegården kl. 15.30, hvor der vil være en lille “nu går vi i gang”-tale inden et par af de lokale formænd vil sætte spaderne i jorden og officielt sætte byggeriet igang. Efter arrangementet vil der som sædvanligt være kaffe på kanden og lækre kager i den meget populære fredagscafé.

Det er lokale Peter Toustrup, der har fået til opgave at sørge for fundamentet til kunstværket Fremmedlegeme.

Se mere om de næste skridt i tilblivelsen af kunstværket og hvor det skal stå i indlægget “Nu starter byggeriet

Nu starter byggeriet!

Vores kommende kunstværk Fremmedlegeme, er nu færdigdesignet, tjekket på alle fornuftige måder af en kyndig ingeniør og de forskellige håndværkere, som skal tage del i arbejdet, er blevet fundet af kunstnerne. Vi er glade for, at valget er faldet på forskellige lokale aktører fra Ryde og omegn, ikke mindst at metalkuben skal bygges af Troels fra Hesselaa Smedje, så vi kan kigge forbi hans værksted og følge vores nye kunstværk blive til.

Fundamentet har lokale Peter Toustrup fået til opgave at lave, og han går i gang inden alt for længe. Selve fundamentet, som skal være under kunstværket, vil blive støbt i løbet af februar, og kommer til at være i det sydvestlige hjørne af asfaltskolegården. Kunstværket måler 3,5 meter, og kommer til at stå 3,5 meter fra græskanten. Kunstværket kommer altså til at gå 7 meter ud i skolegården (bare rolig, bussen er advaret).

Hvis planen holder står kunstværket klart så vi kan holde fernisering i første halvdel af april. Vi krydser fingre for alt går som planlagt.

Vi vil inden længe komme med de første invitationer til arrangementer i forbindelse med tilblivelsen af Fremmedlegeme.

Vi glæder os!

Hvad skal vi lave af aktiviteter?

I går mødtes en gruppe lokale ildsjæle med kunstnerne for Fremmelegeme, for at tale om hvilke aktiviteter vi kan lave, når vores nye store kunstværk skal bygges. Mødet var meget inspireret af byens erfaringer fra arrangementet Kunsten i Bevægelse, som vi på egnen blev beriget af sidste år, ikke mindst takket være en dygtig og handlekraftig landsbygruppe.

Efter kunstnerne på mødet havde fortalt om kunstværket og hvor de var henne i processen, faldt snakken på hvilke arrangementer vi kunne lave her i byen, for at følge og fejre tilblivelsen af værket. Det er planen at kunstværket bliver færdig først på foråret i 2016, og selve kunstværkets tilblivelse foregår over flere trin.

Byggeprocessen

Selve rammen og konstruktionen, der skal stå inden i, vil blive lavet et andet sted, men kuben samles på pladsen. Derfor vil der blive en periode i det nye år, hvor det pludselig kommer til at gå stærkt med tilblivelsen af kunstværket. Først skal fundamentet støbes, så skal rammen samles og have sat glas i, gulvet skal lægges, skulpturen skal sættes ind og samles og sidst men ikke mindst skal antenner og den computer som skal afspille lyd i kuben laves. Der vil være flere tidspunkter hvor kunstnerne vil komme til Ryde. Lydkunstner Christian vil desuden skulle være i området i en længere periode, for at kunne lave det apparat, som skal afspille lyden af moderjord inde i kuben.

Aktiviteter

I går besluttede vi ud fra tidsplanen, at lave 3 arrangementer for at markere forskellige milepæle for kunstværket.

  1. Første spadestik: Kaffe-arrangement på skolen, hvor vi graver første spadestik til fundamentet for Fremmedlegeme
  2. Rejsegilde: Når jernrammen til kuben samles, laver vi et god gammeldags rejsegilde med krans, røde pølser og meget mere.
  3. Fernisering og fest: Når værket er færdigt, skal det afsløres og fejres på behørig vis. Virket vil blive fremvist for første gang, og der vil være mad og musik for alle i Fællessalen!

De 3 arrangementer kommer til at ligge fordelt over en periode på en til halvanden måned først på foråret i 2016. De faste datoer vil blive annonceret senere.

Vi glæder os meget!

Bålhygge og kunstsnak

Vi har netop haft besøg af Jørgen Carlo Larsen og Christian Skjødt her i Ryde. De skulle blandt andet mødes med en arbejdsgruppe for aktiviteter i forbindelse med Fremmelegemets tilblivelse, lave nogle målinger i skolegården og sidst men ikke mindst: møde eleverne på de forskellige klassetrin.

Det er ikke alle skoleelever, der er så heldige, at være så tæt på tilblivelsen af et stort kunstværk. For at give eleverne oplevelsen af dette, fik de i dag i deres klasser mulighed for, at komme lidt tættere på vores kunstnere.

Georg havde tændt op i bålhytten for at sætte den rette stemning, og herefter kom klasserne på skift på besøg hos kunstnerne. De fortalte så om værket og om deres arbejde, hvorefter eleverne kunne stille kunstnerne lige så mange spørgsmål som de ville.

Så kan man da nærmest ikke komme tættere på to vaske ægte kunstnere.

Tak for besøget til Christian og Jørgen Carlo, vi glæder os til at se jer igen!

Friskolens elever fortolker Fremmedlegemet

Eleverne fra 3. – 7. klasse på Margrethe Reedtz Skolen i Ryde har været i gang med lave deres egen version af kunstværket Fremmedlegemet. Idéen opstod som et svar på spørgsmålet om, hvordan man giver eleverne en forståelse for, hvordan et kunstværk kan blive til. Vi blev enige om, at det bedste ville være, at give eleverne mulighed for, at skabe deres egen fortolkning af værket.

Igennem 3 simple trin fik eleverne lavet deres helt eget Fremmedlegemet:

  1. Elever fik et kort oplæg om hvad “minimalisme” er, og hvilke regler der var for, at de kunne designe deres egen kube.
  2. Eleverne tegnede ud fra oplægget en række forskellige versioner af en kube-side i 2D på et stykke ternet papir, ud af disse versioner skulle de vælge den de bedste kunne lide.
  3. Elevernes tegning blev omsat til et 3D print, printet i 4 ens udgaver og sat sammen til en kube med 4 sider.

Der var stor stolthed at spore hos eleverne, som glæder sig meget til at kunne få deres eget Fremmedlegeme med hjem.

Se billeder af projektet her:

Skitsepræsentation af Fremmedlegeme

I forrige afsnit fortalte kunstnerne om, hvordan de var kommet frem til deres idé til kunstværket. I dette afsnit vil de beskrive deres idé til selve værket, teksten er fulgt af en række billeder, som kan give et indtryk af, hvad det er for et kunstværk vi skal have bygget i Ryde.

Dette indlæg er skrevet af Christian Skjødt og Jørgen Carlo Larsen:

“Vi ønsker med dette værk at skabe en legemliggørelse af “naturlig radio” fænomenet, og derved skabe et eftertænksomt og refleksivt rum som fremtræder som en skulpturel krop.

En skitse af kuben
En skitse af kuben

Efter flere overvejelser besluttede vi os for en kube i stål og glas, som vil ligge lidt hævet over skolegården i den ene ende (underlaget hælder en del) som et element der er dumpet ned. Konstruktionen er svejset sammen af firkantede stålprofiler på 10×10 cm og 6x6cm. Bygningen har ståltag og nedløb er indbygget i hjørnestolper. Det hele er varmgalvaniseret og malet i en mørk grå farve. Der indsættes brudsikkert glas i klips som fuges med fugesilekone. Invendigt i kuben lægges et trægulv. Mønsteret på de fire flader er ens, men det drejes en kvart omgang for hver side. Kuben har en dør som forsynes med en lås, og vil endvidere give ly for elektrisk udstyr, i det vestjyske klima.

L1020712
En skitse af den skulpturelle konstruktion, som vil være placeret inde i selve kuben.

Inde i kuben står en større skulpturel konstruktion. I konstruktionen er der, udover ca. 16 stk. kuglehøjtalere samt 4 VLF antenner og modtagere, monteret ca. 15 stk. buede gadespejle i størrelser fra 40-60 cm i diameter. Konstruktionen med antenner, højtalere og spejle vil kunne opleves forskelligt alt efter om man er ude eller indenfor. De reflekterer omgivelserne, forvrænger dem, vil dermed give skulpturen et liv som er afhængig af aktiviteten i og omkring kuben.

Specielt designet elektronik og computersoftware vil omdanne de modtagne VLF signaler til et dynamisk og omsluttende auditivt miljø, som afspilles gennem højttalerne inde i selve kuben.

En skitse af den skulpturelle konstruktion placeret inde i kuben
En skitse af den skulpturelle konstruktion placeret inde i kuben

Vi forestiller os et meditativt rum hvor man opholder sig i feks en halv time, få personer ad gangen. Oplevelsen i rummet kan bruges til at sætte nogle tanker, som ellers ikke ville opstå, i hovedet på dem der er i rummet, som derefter kan danne grundlag for erkendelsesmæssige tanker, eller naturvidenskabelige spørgsmål. Altså bruges i undervisningen på flere niveauer.

Det er vores ønske at skulpturen vil være et element for opmærksomhed, hvad enten man kører forbi på Margueritruten, eller opholder sig i eller omkring værket.”